Det startede på en sælgertur
Jeg havde allerede spurgt til fysioterapeutuddannelsen hos studievejlederen på Bernstorffsminde Efterskole. Men det, der gjorde det helt klart for mig, var mit sabbatår. Dér rejste jeg Danmark rundt som sælger og demonstrerede et elektroterapiapparat, der minder om den TENS, vi kender fra fysioterapien. Folk prøvede apparatet på egen krop, før de købte det.
Dér så jeg, hvor stor betydning musklerne og bevægeapparatet har for, om vi har ondt eller ej. Jeg vidste, at jeg ville arbejde med kroppen. Mine overvejelser var, at medicinstudiet ville tage for lang tid, kiropraktik havde for lidt fokus på musklerne til mig, og massøruddannelsen gav ikke den faglige dybde i patologi, jeg søgte. Så det blev fysioterapi.
Mødet, der satte retningen
Jeg startede på fysioterapeutuddannelsen i 1993. Det største vendepunkt kom kort efter, da jeg mødte Per Gjeding, der havde Aktiv Form i Odense. Jeg lå selv på hans briks nogle gange, og oplevelsen var så stærk, at jeg vidste: Det her må jeg kunne.
Når han sagde, at det gjorde ondt dér, så gjorde det ondt dér. Han gjorde så noget og testede igen – og så gjorde det ikke ondt mere. Det var, som om han vidste, hvad der foregik under huden på mig. Det var ikke almindelig massage, og jeg skulle selv arbejde aktivt med. Jeg husker tydeligt, at jeg tænkte: ”Kan han mærke, hvad jeg mærker, så er det for vildt. Og det vil jeg lære.”
Jeg fik lov at følge Per ved siden af studiet, og når jeg havde fri, stod jeg ved hans briks. I starten observerede jeg en masse, derefter øvede jeg greb, og til sidst i min uddannelse fik jeg lov at tage klienterne. Jeg fik masser af tid til at koble teorien fra skolen til de manuelle teknikker, jeg brugte, og masser af tid til ræsonnering undervejs. Og jeg mærkede på egen krop, hvad mine greb gjorde.
Det var også dér, jeg mødte de første eliteudøvere fra tennis, håndbold, fodbold og cykelsport. Mit netværk i sporten begyndte at vokse, og allerede før jeg var færdiguddannet, havde jeg behandlet min første landsholdsspiller.
Nyuddannet i 1996
Da jeg blev færdig i 1996, var jeg tryg ved briksen og sikker på min rolle. Jeg vidste, at jeg ville arbejde med sport og med aktive mennesker, der selv ville gøre en indsats.
Det, jeg hurtigt lærte, var, hvor vigtig træningen er. Den understøtter behandlingen og fremtidssikrer resultatet. Jeg lærte også, hvor stor en rolle vanerne spiller. Tre timers træning om ugen ændrer ikke meget, hvis kroppen bliver brugt uhensigtsmæssigt resten af døgnet. Så klientansvaret er stort i min optik, hvis og når vi skal lykkes sammen. Vi som behandlere kan ikke få resultaterne alene. I dag kalder vi det klientuddannelse.
Det, elitesporten lærte mig
Det første, der overraskede mig i elitesporten, var forskellen på en krop i god balance og en krop i dårlig balance. Med en krop i god balance kan vi nå langt på kort tid, mens det tager længere tid i dårlig balance. Jo bedre væv, jo bedre tilpasning. Den viden har været en rød tråd i mit arbejde, alt fra talentarbejde til elitesport. Det har også været god viden at have, når jeg skulle forstå, hvorfor det bare tog længere tid for fru Jensen.
Mine år i professionel sport – blandt andet GOG Håndbold, Brøndby IF og kvindelandsholdet – lærte mig ting, jeg ikke lærer i klinikarbejdet:
- At kende mine egne begrænsninger og turde bede om hjælp. Det giver respekt.
- At tværfagligt samarbejde gør alle bedre.
- At vi alle bærer et ansvar for resultatet.
- At personligheden betyder alt. Du kan være nok så dygtig, men hvis I ikke passer sammen i gruppen, bliver samarbejdet ikke godt.
- At jeg selv skal være i god fysisk og mental form for at kunne bære ansvaret og presset.
- At få en spiller klar gør mig skarp til at sikre diagnosen.
Senere arbejdede jeg på Gildhøj Fysioterapi med ydernummer. Dér fik jeg bekræftet, at mit hjerte ligger hos aktive mennesker og sport, og at jeg selv ville bestemme tiden og rammerne for mine klientforløb. Så da jeg flyttede tilbage til Fyn, startede jeg min egen klinik uden ydernummer. Den måde at arbejde på giver mig friheden til selv at fastsætte tiden til mine konsultationer. Totalt angstprovokerende! Dengang var det absolut ikke normalt, at fysioterapeuter arbejdede uden ydernummer. I 1997 var jeg en af de få første.
Menneskerne, der har formet mig
Jeg er så taknemlig og ydmyg for alle de mennesker, som har brugt tid sammen med mig, skubbet og formet mig. Fantastiske mennesker på hver deres måde. Her vil jeg nævne:
- Per Gjeding: Forbliv nysgerrig i vævet – det fortæller dig sandheden om, hvorvidt det virker eller ej. Kroppen er en sladderhank. Se kroppen i større perspektiv. Når jeg behandler en klient: ”Vær der, hvor dine fødder er.”
- Eilif Larsen: Service og kvalitet i mit arbejde: Du skal give samme kvalitet, uanset hvem du har foran dig – kendt eller ej. Hvor vigtig tiden er i genoptræningen efter operationer, for eksempel efter korsbåndsskader, både for robustheden og for brusken. Gør du dit arbejde godt for én, kommer der fem nye.
- Lisa Thomey, fysioterapeut: Personlig og faglig sparring og inspiration og nørderig. Til altid at gøre mit bedste. En øvelse er ikke bare en øvelse. Den skal tilpasses den enkelte.
- Mogens Dam, underviser i DSSF: Viden, evidens og faglig stolthed skal vi bygge vores behandling op om.
- Morten Storgaard, sportslæge, og Andreas Fricke, læge: Sparring, faglig nørderi og den tryghed, der ligger i at have et dygtigt, tværfagligt netværk omkring sig.
- Bent Nygaard: At jeg skal vide, hvad jeg gør, og stå til ansvar for det.
- Jan Pytlick: Du skal være dig selv tro. Du er ikke bedre end din sidste behandling.
Det, jeg ville sige til mig selv som nyuddannet
Jeg vil sige til Birte på 26 år:
Du skal lære vævet at kende og kende forskellen: hvordan raskt og sygt væv føles, og hvordan muskeltonus føles forskelligt.
Du skal være tålmodig, for gør du dit bedste i dag, så er dit bedste i morgen allerede bedre. Og hvordan vil det så ikke være om 10 år?
Du skal forblive åben, ydmyg og nysgerrig. Og lad dig styre af løsninger, der virker, ikke af tiden.






No responses yet